4

Det er sjovt du har de her billeder af sand. Det sidste år har jeg haft et minde i tankerne, som jeg har forsøgt at skrive ned. Det er ikke rigtig lykkedes. Nu fik jeg lyst til at prøve igen.
Jeg tror jeg har været omkring 10 år. Nogle dage, når det lige havde regnet, lå jeg indover kanten på vores sandkasse og studerede de figurer regnen havde efterladt i sandet. Overfladen var fugtig og hård, det var der noget særligt værdifuldt over. Som om sandet havde taget form, og gjort sig til en unik helhed frem for bare en uendelig mængde af ensartede korn. For et øjeblik bare. Til ære for den der var der til at bemærke det. Det jeg husker, når jeg kommer i tanke om disse figurer og flager i sandet, er en bestemt smertefuld nydelse. Kurverne, linierne, kanterne, dalene, toppene, de var mine fordi det kun var mig der så dem. Og det var det, der var det smertefulde. At det var mine figurer, som regnen havde efterladt til mig, men hvordan skulle jeg gøre krav på dem? Hvad nytte havde de været til, hvis ikke jeg havde bemærket dem? Og hvad nytte var de til nu, hvor jeg havde bemærket dem? Jeg måtte kunne forløse dem på en måde. Gøre dem til en del af mig andet end bare i mine sanser. Kunne de ikke blive mine mere end de var? Jeg undersøgte dem forsigtigt med mine fingerspidser, men vidste, at de ville smuldre, hvis jeg rev dem løs af sandet omkring. Langsomt begyndte overfladen at tørre. Det blev mere og mere håbløst at tænke sig, at det nogensinde kunne blive til andet end det samme sand, der altid bare lå uendelig tørt i sandkassen og så let som ingenting gled ud imellem mine fingre, når jeg greb om det. På et tidspunkt har jeg vel bare trukket den sidste kølige duft af våde sten og blomsterbede ned i brystet, opgivet mine sandskulpturer og fundet et kram hos min mor i stedet. Der er en melankoli i den erindring, som stadig føles rigtig at udforske.
Jeg skriver det bare for at du ved, hvad der drager mig særligt ved netop disse billeder. Og måske fordi du kender følelsen? At noget er så smukt eller skønt, at det nærmest kan virke ubærligt, at det ikke kan blive en del af dig. At du ikke kan opløse dig selv i det. Eller det i dig. Når du ved helt ud i fingrene, at noget er dit, men at det vil forsvinde når du forsøger at besidde det. Kan du forestille dig, at springe ud fra en bjergtop for at opløses i et fuldendt landskab? Eller overbord fra et krydstogtskib i overvældelse over havets uendelighed? Fordi der findes noget af dig i bølgerne, som du er bange for at efterlade der? Det er noget i den stil jeg har forsøgt at skrive. Det er lidt sentimentalt og dramatisk. Jeg har haft lyst til at filme det hele for at blive fri for alle ordene. Det er jo næsten det du har gjort.

3

Det her er noget de gør

2

Der er regnvejret, som findes i luften, selvom regnen ikke længere falder. Der er gråspurvene hoppende imellem de rådnende æbler selvom de sidder i træerne nu. Der er tyngden ved siden af min højre skulder, selvom min far har rejst sig og går tilbage imod huset. Hans tilfredse trækning ved munden, som nu sitrer i min egen mundvig. Der er lys og skygge og motiver i udviskede farver, som findes i mit synsfelt men fortoner sig i min opmærksomhed. Katten der skødesløst nærmer sig snor sig om mine gummistøvler. Tålmodige blikke i æbletræet. Der er en vished, som sidder bag brystet indtil min ubehjælpsomme nysgerrighed fordriver den. Hårdheden af bænkens træ findes ved min krops tyngde, hvor jeg stadig mærker den fjedrende fornemmelse af min far der løfter sig.

Der er akademiske tanker, som viger uden om punktumerne. Min mor der siger, at aftensmaden er klar.

- Går det bedre med opgaven nu? spurgte hun forsigtigt imens jeg gaflede en krebinet. – Jeg kan høre du skriver.

- Jeg skriver ikke på dén. Kartoflerne var lidt udkogte og faldt af gaflen i to stykker. – Men det går fint nok, sagde jeg alligevel.

- Selvfølgelig får du skrevet den, sagde min far. Jeg tror jeg smilte tålmodigt og lidt
overbærende.

1

Gråspurve under det unge æbletræ. Foretagsomme imellem æbler på vej mod forrådnelse. Eftermiddagssolen skærer i øjnene på vej ned. En rolig vind er fugtig imod min kind og kølig i mine næsebor. I mit bryst er den lunere imellem fuglene der letter. Jeg bliver klar over, at jeg allerede havde set katten. Jeg bliver klar over, at der sidder et smil i min fars mundvig. Det sitrer i min kind og i min egen mundvig kan jeg finde frem til dets ekko. Jeg kender til fugle i et træ, der er opmærksomme på katten. Jeg kender til historien om æblerne. Ved min skulder kender jeg til min far i den rolige efterårsvind. Ude ved æbletræet kender jeg til noget, som forsvinder når jeg prøver at forstå det.